Underholdende spændingsroman om Frank Grabowski, som denne gang ender i store konflikter i sit arbejde som direktør i et medicinalfirma. For læsere af spændingsromaner.
Grabowski har været i Danmark under coronanedlukningen og kaldes til Afrika for at blive direktør i et medicinalfirma. Men han er frustreret og vred på sundhedssektoren i Afrika, og han får hurtigt problemer og konflikter på nakken. Han får igen kontakt med sin elskerinde, Alina, men hun er bitter og vred, fordi Grabowski ikke vil forpligte sig i deres forhold, så han får også hurtigt mange konflikter på privatfronten. Grabowski bliver presset på flere kanter, da han skal varetage sin tidligere chefs virksomheder i Nigeria. Bogen er femte selvstændige bind i serien om Frank Grabowski. Første bog i serien er Flammetræet.
Velskrevet og god spændingsroman, som varmt kan anbefales til alle læsere, der ønsker en gribende historie, som foregår i Afrika. Bogen kan læses uafhængigt af de foregående bøger i serien, men det kan anbefales at læse dem i rækkefølge for at få større kendskab til karaktererne.
Ønsker man at læse andre spændingsbøger, som foregår i Afrika, så kan Wilbur Smiths bøger om Hector Cross anbefales. Første bog i spændingsserien hedder Afrikas Horn.