En rigtig dejlig billedbog for ca. 3-7-årige drenge og piger, og den voksne oplæser. Børn lever et liv, og de voksne lever et helt andet. Og der hvor de to verdener mødes, opstår der hos JM de skæggeste episoder. Tre børn skal være brudebørn. Brylluppet går som det skal med hvid brud i kirken, fest, fin mad, taler osv. Men børnenes liv under øjenhøjde er kosteligt og skildres helt børnesolidarisk. De er ikke til at få i fint tøj, de snakker i kirken, de kan ikke lide maden, de stjæler sko og snørebånd under bordet, de pakker gaverne ud osv. Centralt i det hele er den enes rokketand. Den korte tekst er fin at læse op. Ill. er enkle og sjove i en kraftig konturstreg med klare, lyse farver lagt på i helt ensfarvede flader. Den sjove forside fænger. Men blomster og blonder og de lyserøde nuancer appellerer mest til piger. Siden den fine debut Emilies kofamilie (96/51) har JM lavet flere gode billedbøger, hvor børns fantasi og voksnes virkelighed støder sammen. Men denne rammer helt klart et større publikum end de tidligere. En meget "dansk" billedbog, synes jeg. Kun et par underbukser i svenske farver, og det faktum at JM er fra Sverige, minder en om at den altså er svensk.