Fængslende slægtsroman, der skildrer fire generationer af den prominente amerikanske Deveraux-familie. Om deres liv med kærlighed, rigdom og tragedier samt en helt særlig brudekjole fra 1928. For Danielle Steel-fans og læsere af romantiske slægtsromaner.
Fortællingen begynder i 1928 i San Francisco, hvor den unge Eleanor Deveraux møder Alex Allen ved sit overdådige debutantbal og de forelsker sig hovedkulds. Da de skal giftes, rejser Eleanor med sin mor til Paris for at få skabt den helt rigtige brudekjole af Jeanne Lanvin. Kjolen følger familien i generationer, når de gennemlever fx Wall Street-krakket, angrebet på Pearl Harbor, 1960'ernes og 1970'ernes opbrudstid med stofmisbrug, op til nutidens tech-industri. Gennem tab, tragedie, krig, lykke og glæde er den parisiske brudekjole en bestandig del af familiens historie.Tre af kvinderne bærer brudekjolen, der gennem årene bevares omhyggeligt og nedarves i familien. Amerikanske Danielle Steel (f.1947) har udgivet en lang række romaner, som fx En stærk kvinde.
Velskrevet, medrivende og storladen roman, fyldt med glamour, kærlighed og historie. Om familiebånd og om at ære fortiden og værdsætte nutiden. Handlingen flyder let, mens historiske begivenheder væves ind i fortællingen. Karaktererne er troværdige og særligt er båndet mellem Eleanor og barnebarnet Ruby rørende at følge. Smuk og stemningsfuld forside.
Astrid Bricards forsvinden er også en glamourøs roman om tre generationer af kvinder.