En række forældre, mest mødre, færrest fædre, og enkelte bedsteforældre, med problemer, som strækker sig fra et handicappet barn til svære sociale problemer, er her kommet til orde. Det fællesved udsagnene er, at det er dybt traumatisk at give et barn fra sig uanset om det kommer i gode eller mindre gode hænder. Foreningen Tekst og billeder står bag denne bog, lige som den stod bagKnuste ruder som kom i 1992, og Alle børn er alles børn af Iris Garnov (94/21 ). Formen veksler mellem prosatekster og digte, i et brag af en opsætning ved Dorte Christensen - det er en virkeligflot og læservenlig bog. Teksterne står bortset fra et forord, helt ukommenterede, men jeg skal love for, at de også sagtens kan tale for sig selv. Som jeg læser bogen, er sagens kærne, at fagfolkog professionelle altid er i gruppe og samarbejdende, hvorimod forældrene altid er på hælene, ukendte med systemerne, ydmygede over ikke at slå til, og modsat fagfolkene, stærkt følelsesmæssigtinvolverede og længe om atopbygge netværk omkring den nye situation. Det er dejligt, at så tabubelagte emner synliggøres, og bogen vil blive efterspurgt på linie med de ovennævnte og udløsetilsvarende besindelse hos læserne.