En fortælling om sorg og arkitektur i denne smukke, enkle og poetiske graphic novel. Til læsere af eksperimenterende graphic novels og til arkitekturinteresserede.
En kvinde mister sin elskede og et arkiv i Køln kollapser. Kvinden, der er arkitekt, kobler de to begivenheder sammen for at bearbejde sit tab. Sidenhen tager hun fra København, og Marmorkirken, til London og St. Paul's Cathedral. Arkitekturen spiller en central rolle både grafisk og fortællemæssigt, og illustrationerne er udført helt i airbrush. Smudsomslaget kan foldes ud til en stor plakat, hvor man får mulighed for selv at samle Marmorkirkens kuppel i en skalamodel (1:250). Introduktionen til modellen sluttes af med: "For at opnå det bedste resultat skal modeldelene opklæbes på tykkere papir inden de klippes ud. Lykke til, Christian.".
Ved første øjekast en simpel fortælling om sorg. Men der er mere på spil, hvor forfatter og tegner Christian Skovgaard kredser om forholdet mellem fysiske steder og følelser, og hvordan fysiske steder påvirker os som mennesker. Selve modellen er et gennemført led i denne strategi, der kobler tegneseriens rum med det fysiske rum. "Brudstykker" er poetisk og er netop brudstykker, som det kræver flere forsøg at sætte sammen. Et unikum.
Er helt sin egen, men man kan se på andre tegneserier, hvor arkitekturen er medskaber af fortællingen, eksempelvis hos Chris Ware og Enki Bilal.