Bøger / faglitteratur / erindringer

Brudte løfter


Beskrivelse


Mary Turner Thomsons (f. 1971) beretning om bedraget fra sin mand og faderen til hendes 2 børn. Han har været gift med flere andre kvinder på samme tid, og når at franarre Mary og hendes familie en formue, inden han bliver afsløret.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Annemette Schønberg Johnsen

2008

Normalt behøves der ingen særlig formidling af bøgerne i denne endeløse og populære serie, og med den dragende titel på forsiden sammen med et foto af en smuk brudebuket bliver det heller ikke nødvendigt i dette tilfælde. Seriens faste fans er med det samme inviteret på et spændende dokudrama med plads til både forargelse og lidt psykologisk vidensformidling.

En 35-årig kvinde sidder i en skøn ejerlejlighed i Edinburgh med et godt job og en 1-årig datter og savner en mand. Hun finder Will, som charmerer benene væk under hende og giver hende 5 spændende år og yderligere 2 børn. Det bliver en risikofyldt hverdag som hustru til en CIA-agent på hyppige, langvarige missioner, men da sandheden går op for hende: han er i virkeligheden en svindler med flere koner, ialt 10 børn og et utal af økonomiske bedragerier, står Mary ruineret tilbage. I samarbejde med andre ofre for Wills sociopatiske manipulation får hun ham afsløret. Bogen er skrevet i seriens vante, letlæste og lidt snakkende sprogstil med mange detaljer, som er med til at understrege billedet af en såret kvindes behov for at give os hele historien.

Ud over en smule lovstof og nogle få romaner findes der ikke bøger på dansk om bigami, og ingen andre ofre for bigamistiske bedragere har skildret sine oplevelser i bogform.

Medrivende autentisk skildring af en kvindes oplevelser i forholdet til en charmerende ægteskabssvindler, der med snedig og romantisk manipulation ender med at ruinere hende økonomisk.