Far og storesøster bager boller. Buller vil også være med. Buller putter mel i den klistrede dej, drysser med kanel, former boller og putter godt med rosiner i dem. Mums! Sød billedbog i serien om Buller for 1-3-årige børn.
Far og storesøster er i gang med at bage boller. Buller vil også være med. Dejen er dejlig blød, men også lidt klistret. Buller putter mel i og lidt kanel. Han rammer sin tøjbamse, kaninen, der bliver helt hvid og begynder at nyse. Så former Buller bollerne. Han laver en megalang bolle, en anderledes-formet bolle, en lille bitte en og en kæmpestor bolle. Og så lidt ærter på toppen. "Nej! Ikke ærter, Buller. ROSINER!", siger storesøster. Buller drysser rosiner på bollerne, og der ryger også lidt ind i hans mund. Så skal bollerne i ovnen, og Buller falder i søvn imens. Så er bollerne færdige, og far, storesøster, Buller og kaninen spiser dem med stor fornøjelse. Ny bog i serien, som bl.a. også består af Buller tager tøj på.
Yderst genkendelig situation i køkkenet, hvor børn som regel er vilde med at bage. Det er ikke til at lade være med at grine af Bullers forskelligartede boller med lidt alternative ingredienser. Det er hyggeligt at følge hele processen fra dej til boller sammen med Buller og hans mere erfarne storesøster på sidelinjen. Den korte tekst og den skønne billedside fortæller fint historien.
Alfred vil også bage er en anden bog om at bage for samme aldersgruppe.