En ny, vellykket billedbog, der klart skiller sig ud fra mængden, af makkerparret fra Gider ikke (2000) og Nej sagde Kaj (1998). Den mundrette og velformede tekst er rytmisk uden at rime, fuld af sjove, finurlige ordbilleder og navne som Klostermoster, Snorken, Bummelum, Ævl og Kævl. Den forvrøvlede historie rummer elementer fra eventyrets verden, men forf. skaber i øvrigt sit helt eget univers stærkt hjulpet af de fabulerende billeder med særegne, fantasifulde miljøer og eventyrligt groteske figurer som springer levende frem på papiret. Med et univers af skovtrolde og skarnsfolk er den prisbelønnede Søren Jessen på hjemmebane og kan udfolde sit talent for groteske ansigter og sjovt plastiske figurer. Historien er en slags gentagelseshistorie om drengen Bummelum der er født med en tromme om halsen. Den evige larm driver hans forældre til vanvid og truer hele skovens eksistens. Alle forsøg på at bortskaffe trommen mislykkes, den lever sit eget, støjende liv, vandrer fra sted til sted og ender med at vække skovens fader fra døden. Billedbogen er endnu et eksempel på et optimalt og lydhørt samarbejde mellem to særegne kunstnere. Resultatet er sjovt, mærkelig og fascinerende og en nydelse at læse højt fra ca. 4 år og opefter.