Litteraturen om Asger Jorn er meget omfattende, bl.a. Troels Andersens to tykke bind Asger Jorn - en biografi (hhv 1994 og 1997), der nærmest følger ham og hans arbejde dag for dag. Ulla Andersen, der er journalist, bygger sin biografi på den eksisterende litteratur, og hun forsøger på en overbevisende måde at gå bag om myterne og finde frem til et objektivt billede af mennesket Asger Jorn. Bogens eneste illustrationer er karakteristisk nok 5 portrætfotografier af Jorn. Man får et indtryk af en kompromisløs person, der konsekvent har fulgt sit mål uden at tage hensyn til omkostningerne. Med en rastløs energi har han kastet sig ud i sine talrige projekter. Undervejs har han haft et stort forbrug af mennesker, men hans karisma har gjort, at de snarere har følt sig beriget end udnyttet. Buttadeo er et af navnene på Jerusalems skomager, der er på evig rejse uden at finde hvile. Det er også titlen på et af Jorns selvportrætter.