Bøger / skønlitteratur til børn / sjove bøger

Byttedag


Beskrivelse


Billedbog. Karla og William orker ikke endnu en dag i skole og børnehave. Så beslutter far, at børn og voksne skal bytte roller. Det synes alle er sjovt - i begyndelsen!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. feb. 2011

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 22. feb. 2011

Billedbog om arbejde og om at bytte roller. For billedbogslæsere fra ca. 4 år.

Nele Palmtag, der er ny i dansk sammenhæng, har her tegnet og fortalt en historie om en familie, hvor børn og forældre bytter roller for en dag. Børnene Karla og William orker ikke endnu en dag i skole og børnehave, så far beslutter, at børnene passer forældrenes arbejde, mens de voksne tager tørnen i skole og institution. Det lærer begge parter en del af, og næste dag er de enige om at bytte tilbage igen. Undervejs bliver vi vidne til en række sjove episoder, der fint rammer børns og voksnes handlemåde og tankegang. Historien er velskrevet og oversat til et letflydende dansk. Den er illustreret med let karikerede, farvelagte stregtegninger i en tegneserieagtig, let barnlig moderne streg. Tegningerne, der er fyldt med fantasifulde og sjove småepisoder, veksler mellem det detaljerede og nogle mere antydede stregtegninger på hvid baggrund i et spændende og ganske flot, afvekslende layout.

At forældre og børn bytter roller og går på hinandens "arbejde" er en oplagt idé til en billedbog, og jeg troede egentlig, at der fandtes flere billedbøger, der behandlede dette tema på samme måde. Men jeg har oprigtigt talt ikke kunnet finde andre billedbøger med en historie, som ligner denne.

Alt i alt en velskrevet og fornøjelig billedbog med en god historie. Nele Palmtag spiller fint på modsætningen mellem børns og voksnes forskellige synsvinkler og er samtidig god til at spotte hverdagslivets små sjove detaljer.



Informationer og udgaver