Anden roman af 4 om Gajus Julius Cæsars liv og hans vej mod magten frem til det voldsomme endeligt mange sikkert husker, Brutus' dolkestød, år 44. I denne ligeså farverige og fascinerende fortsættelse plejer Cæsar sit ry som en dygtig og kontant officer i Middelhavets krigsflåde. Heltemodigt og med politisk tæft redder han en højerestående officer, hvorefter han tildeles den ære at bære en krans af egeløv, sådan som nogle af os husker ham fra fx Asterix. Hans hvilen på laurbær bliver kun kort, nogle pirater kidnapper ham, men han undslipper dog fra sit nordafrikanske fængsel. Samtidig i Rom baner barndomsvennen Brutus vejen for Cæsars senere politiske magt. Efter sit fangenskab samler Cæsar sin egen hær, besejrer grækerne, og vender tilbage, sejrrig og selvsikker, til et Rom, han finder forandret, overalt trives intriger og korruption, og hans kone og datter er i fare. Og fra en slavehær anført af selveste Spartacus venter nye udfordringer. Det er en stort tænkt og godt skrevet historisk roman, med hæsblæsende action, økser svinges og sværd hvisler, men ikke mindst smedes der interessante og velkendte politiske rænker, som viser at vejen til magt kan synes ens i alle tider. For alle der holder af en massiv moppedreng af en historisk roman.