Playstation 3. Det nyeste spil i Call of duty-serien tager seriens fokus væk fra 2. verdenskrig (som de tidligere spil alle handlede om), og placerer spilleren som elitesoldat i moderne anti-terror operationer. Man kommer igennem spillets tre kapitler til at spille som en soldat fra det engelske SAS og en amerikansk Force Recon specialist. Udover disse to hovedpersoner er der en række små sekvenser i spillet, hvor man skal spille andre typer af soldater, for eksempel snigskytter eller en del af et antiterror hold. Call of duty 4 er, ligesom sine forgængere, et solidt og tempofyldt actionspil, hvor spilleren styrer sin soldat i første person. Spillet anvender en lang række realistiske våben og køretøjer, men superrealistisk er spillets action ikke. Banerne er veldesignede, og de tre kapitler bindes sammen af en fantastisk god og medrivende historie om russiske rebeller, atomvåben og terrorister fra Mellemøsten. Spillet byder også på en lang række multiplayer muligheder via internettet, og det skal med sikkerhed nok blive flittigt brugt, især fordi online-spillet lader spilleren tjene erfaring og langsomt opbygge sin soldat med nye færdigheder og egenskaber. Eneste lille minus ved spillet i PS3-versionen er kontrollen. Det kan være lidt svært at sigte helt præcist, især på mål der bevæger sig, men det er noget man kan vænne sig til. Grafisk er spillet imponerende med store og detaljerede landskaber og flot animerede fjender. Call of duty 4 har alle kvaliteterne og elementerne, der skal til for at blive en rigtig klassiker. Det henvender sig til alle drenge fra en 15-16 år og voksne mænd, der kan lide et solidt actionspil med mange militære temaer. Spillet er på engelsk og er forsynet med en PEGI på 16+.