Den krise, som opstod i Camilla Martin og Christer Wijks ægteskab, ved hendes sidespring i Dobbeltseng i Danmark er stadig akut. Han kan ikke glemme, de taler forbi hinanden og mangler dengensidige respekt for hinandens arbejde. I denne krimi er C.W. optaget af et brutalt mord på en ung betjent, mens Camilla er i tvivl om, hvorvidt hun skal tage til New York på gæstespil velvidende, at dette yderligere vil belaste ægteskabet. Ved et tilfælde tager hun en blaffer op og indblandes intetanende i den mordsag hendes mand arbejder med, og hvis baggrund er narkotikahandel.Dels af frygt og dels for at aflede Christer Wijks opmærksomhed fra mordet, kidnappes Camilla, men alt ender i fryd og gammen. Det meste af handlingen udspilles som så ofte før i Skoga og omegn,personerne er gamle kendinge. Bogen er ret spændende og skal nok blive efterspurgt, selv om den ikke hører til blandt de bedste af forfatterindens produktion. Godt og læsevenligt tryk.