Spil / computerspil

Cars - Race-O-Rama


Beskrivelse


Racerspil. Bilen, Lightning McQueen fra Disney-Pixar filmen Cars, er tilbage, og nu er der nye modstandere og 20 nye baner at gennemføre. Som Lightning McQueen spiller du dig gennem alle løbene, til du sidst har vundet Race-O-Rama trofæet.

Minder om


Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. nov. 2009

af

af

Sven Jeppesen

d. 2. nov. 2009

Playstation 3, Xbox 360. Cars - Race-O-Rama er et racerspil, bygget op på figurerne fra filmen Cars fra Disney/Pixar. Spillere fra ca. 6 år kan få mange fornøjelige timer ud af det lette spil, som kun stiller få krav til spillernes færdigheder på controller-knapperne. Bemærk dog, at der på lydsiden kun tales engelsk. PEGI'en er 3+.

Lightning McQueen (Lynet McQueen) og Chick Hicks (Ronny Ræs) forbereder deres racerelever til Race-O-Rama-udstillingen. Ronny Ræs mener, han er den bedste og vil snyde for at vinde. Lynet McQueen satser på ærligt spil og vil have sine elever til at vinde uden snyd. Der skal samles rigtigt mange lyn i Kølerkildekøbing med afstikkere til Santa Carburera, Motoropolis og Autovia for at få frigjort nye racerløb. Gameplay er for begge konsollers vedkommende at bruge controllernes knapper til at styre, gasse op, bremse og til den særlige udskridningsfunktion. Der kan spilles two-player, og der er relativt lange loadninger på begge konsoller.

Spillet er næsten ens på de to konsoller. Den eneste forskel, som jeg kan se, er, at i PS3 udnyttes den trådløse controllers bevægelsessensor: Små vip med controlleren giver brede udskridninger, og større vip giver snævrere udskridninger.

Cars - Race-O-Rama er et nemt racerspil til de helt unge spillere. I spillet til PS3 udnyttes den særlige "SIXAXIS"-funktion på controlleren til at forbedre bilernes udskridningsmuligheder. Two-player mulighed og lange loadninger på begge konsoller.


Bibliotekernes vurdering

d. 2. nov. 2009

af

af

Frederik Nielsen

d. 2. nov. 2009

Nintendo DS. Cars - Race-O-Rama er det tredie spil i serien, men det hele begyndte med Disney-Pixar filmen Biler. Det er et bilspil for yngre spillere og målgruppen er fra 6 år. Desværre er spillet kun med engelsk tale og tekst, hvilket er ærgerligt. PEGI: 3+.

Bilen, Lightning McQueen, har nu muligheden for at dyste imod nye modstandere, for at imponere Chick Hicks ved at vinde trofæet i turneringen Race-O-Rama. Spillet indeholder 20 baner, og der er en tutorial, hvor du lærer de basale køreegenskaber som fx at hoppe og fart-boost, og så er det ellers at gå i gang. Banerne er varierede i forskellige omgivelser og indeholder forskellige pick-ups, så selvom at du vinder et løb, så er der stadig grund til at spille banen igen, for at finde alle de gemte ting. Banerne har også alternative ruter, som nogle gange er genveje og andre gange ikke. Jo flere løb som du vinder, desto flere åbnes der for. "Cars"-serien er en børnevenlig udgave af klassiske bil-serier som fx "Need for speed". Grafisk minder spillet om filmen og er ganske overbevisende med en fin gengivelse af fart, og lyden fungerer også. Spillet kan spilles imod andre med 2 Nintendo DS'ere.

Alle tre udgivelser med bilerne Cars og Cars - Mater-National championship minder meget om hinanden, og Cars - Race-O-Rama er mere af det samme som de to første udmærkede sig med.

Både filmen og spillene har været et stort hit for børn og unge, og tredje spil i serien skuffer heller ikke. Det er et spil til målgruppen, men faktisk også et ganske underholdende bilspil for ældre spillere og en god titel til børnebiblioteket.


Bibliotekernes vurdering

d. 2. nov. 2009

af

af

Martin Mørup

d. 2. nov. 2009

Wii, PS2. Arcade racerspil. Spillet henvender sig til børn fra 5 år og op. Sproget er engelsk, men er ingen hindring i afvikling af spillet. PEGI: 3+.

I spillene er Lynet McQueen, Bumle og over 30 andre racere ankommet til Radiator Springs, hvor de skal konkurrere om det eftertragtede Race-O-Rama trofæ. Lynet McQueen er udstyret med alskens specielle racer grej. Man har derfor mulighed for at ændre McQueens hjul, fælge, kofanger og man kan sågar male bilen, så den får en personlig stil og udseende. I spillet kører man på mange varierede baner, der stiger i sværhedsgrad. Man kører bl.a. i Metro City's gader, i Baja ørkenen og på sandstrande. Menuerne i spillene er ikke særligt logisk opstillede og der er mange load ventetider. Grafikken er på det jævne og man kører bogstaveligt talt ind i den ene grafik fejl efter den anden. Wii spillet kræver et rat for at man kan afspille det. Man kan også dyste imod en ven i multiplayer.

Spillene minder noget om "Mario Kart", uden dog at komme op på siden, endsige fælgene, af denne nyklassiker.

Spillene er arcade racing på det jævne. Her har udgiveren Disney ikke tilføjet noget, som man ikke har set før og dertil skal man lægge træge menuer, mange grafik fejl og lange load tider. Men tålmodige fans af Lynet McQueen og alle de andre Cars, vil nok kunne udholde et par timer i de populære racerbilers selskab.