Dvd-rom. Et leg- og lær-spil med dukkerne Carsten og Gitte fra Vennevilla. Spillet er uhyre enkelt - det styres med musen hvor kun venstre knap er aktiv, og vi får hele tiden at vide hvad vi kan gøre. Spillet er ikke PEGI-mærket, men henvender sig til børn fra 3-6 år.
Anders Morgenthalers figurer fra tv-serien Carsten & Gittes vennevilla har klaret transformationen til computeren formidabelt. Film, tegninger og stills af dukkerne blandes godt og genskaber det kendte univers. Små børn trækkes ind i velkendte småspil som memory og puslespil, samt diverse variationer af tælle-, finde- og kombinationsopgaver, mens de voksne kan fnise i baggrunden når børnene vælger at se en film eller høre en historie. Med udgangspunkt i "Bogen om Alt Muligt" lærer vi denne gang et par basale ting om kæledyr, men legeelementet er langt vigtigere end det oplysende. Video og billeder afvikles flydende, lyden er god og spillet er i det hele taget meget tiltalende. Installationen går helt automatisk uden brug af koder. Manualen henvender sig til forældrene og forklarer kort om baggrunden for dvd'en samt præsenterer de enkelte spil.
Det er oplagt at sammenligne med de andre gode danske spil som Magnus & Myggen eller Pixeline, men dette henvender sig til lidt yngre og er helt fri for den belærende tone. Her er vi tættere på universet fra Bamse og Kylling.
Dette er et af de bedste spil til små børn jeg har prøvet. Enkle men dog udfordrende spil i et trygt univers hvor leg er vigtigere end læring, og hvor børn og voksne kan spille og ikke mindst grine sammen.