Celler er det levende livs mindste byggesten, men hvordan fungerer disse små enheder og hvorfor udvikler nogle sig til fx sygdomme som kræft? Læs med og hør hvordan forskere både manipulerer og afdækker de hemmeligheder, cellerne gemmer på. For læsere med interesse for naturvidenskab.
De to første bind i Aarhus Universitetsforlags nye serie "ScienceFaction". Læseren tages med bag kulisserne på forskningsområder, der nærmest kan virke som science fiction for mange. "Celler deler os" beskriver livets mindste levende enhed og tager os med helt ned i mikroskopet, når der fortælles om fx cellers opbygning, kræfts opståen og fejl i vores DNA. "Kunstig intelligens bagfra" tager os med backstage, når den kunstige intelligens arbejder, og fortæller historien om, hvordan teknologien bag er opstået og forfinet med årene. Bag de to bøger står Anders Søgaard, som forsker i maskinlæring og kunstig intelligens ved Københavns Universitet, og Lotte Bjergbæk, som forsker i cellens DNA og kræft ved Aarhus Universitet.
Interessant faglitteratur og blændende flot formidling er grundstenene i denne nye serie fra Aarhus Universitetsforlag, der giver forskerne pennen og lader dem fortælle om deres områder. Tonen er en fin kombination af faglig formidling med et personligt touch, hvilket giver en rigtig behagelig og flot formidlende lystlæseoplevelse.
Aarhus Universitetsforlag har haft succes med de to faglitterære serier "100 Danmarkshistorier" og "Tænkepauser".