Filmen henvender sig bredt til voksne, der interesserer sig for en politisk sag i 20ernes Los Angeles, måske især kvinder der her får et billede af en enlig mors magtesløshed overfor det berygtede Los Angeles Police Department.
Christine er enlig mor og har en god stilling i en telefonomstilling, hun har et pænt hjem og ordnede forhold men må ind imellem arbejde over. En dag forsvinder hendes 9-årige søn Walter, og hun kontakter LAPD for hjælp. Og så begynder mareridtet, politiet er inkompetent, men Christine opgiver aldrig. Da LAPD har et dårligt rygte, indser de, at de må skaffe sønnen tilbage, og efter måneder leverer de en dreng, der slet ikke er Walter, men moderens protester afvises som en psykisk nedbrudt kvindes fejl. En absurd sag, der bygger på en virkelig historie i Los Angeles i 1928. Hovedrollen spilles med overbevisning af Angelina Jolie, endnu et fint arbejde fra den flittige instruktør Clint Eastwood.
Angelina Jolie slog igennem som den mere hårdtslående Lara Croft - tomb raider, 2001. I Changeling spiller hun fint og afdæmpet som den fortvivlede mor, der alligevel har en jernvilje, når det gælder hendes barn. Clint Eastwood har instrueret mange film, senest Gran Torino. De bygger ofte på virkelige hændelser og er solidt håndværk. Emnet med en enlig kvinde mod systemet kendes bl.a. fra Erin Brockovich, 2000, hvor Julia Roberts spiller kvinden, der også kæmper alene.
En solid, seværdig Hollywood-produktion, der viser et stykke grotesk virkelighed.