Det er efterhånden mange år siden, der sidst udkom en fagbog, der udelukkende handler om Chile, men her er en, og den kan bruges i bl.a. folkeskolens ældste klasser til geografi og samfundsfag og til opgaveskrivning. Bogen kan også bruges som en allround orientering inden en rejse til Chile. Den fortæller om landskab, klima, befolkning, industri, transport, landbrug, dagligliv, miljø, dyreliv og om fremtiden og de problemer, der skal løses. Bagest er der ordliste, oplysninger om bøger og internetadresser samt stikordsregister. Informationstætheden er stor, og bogen kommer godt rundt om rigtig mange emner. Den er velforsynet med fotografier, kort, tabeller og faktakasser, der giver indblik i specielle emner. En ret grundig bog, som er helt up to date. Der er tidligere udkommet en del andre bøger i serien Lande i verden bl.a. om Indonesien, Mexico og Spanien (2006).