Clint Eastwood er p.t. et af de hotteste navne i den amerikanske filmverden, men at det ikke altid har været sådan, bliver vi mindet om i denne store biografi om ham, som skuespiller og som menneske. Forfatteren er filmkritiker, og han har kendt og fulgt Clint Eastwood i mange år. Det er historien om en genert, gådefuld og reserveret mand, der kan blive meget vred. Hans barndom og ungdom var præget af rastløshed. Han er utallige gange blevet afvist som filmskuespiller, han er blevet sablet ned af kritikkerne, og nogle af hans roller, bl.a. Dirty Harry er blevet stærkt kritiseret. I dag er han blevet accepteret, han har fået Oscars og modtaget det amerikanske filminstituts Life Achievement Award for sit livsværk. Det er den første bog på dansk om Clint Eastwood, og man må sige, at forfatteren går meget grundigt til værks, så meget og så mange små ting er medtaget, at jeg ind imellem synes, det bliver lidt kedeligt. I alt er der ca 25 sider med sort-hvide fotografier og oplysninger om alle Clint Eastwoods film fra 1955-1997.