Under en efterretningsmission til Kenya kommer soldaten Mark Brenner på sporet af en opfindelse, der tilbyder et digitalt liv efter døden! Snart er Brenner en del af storpolitisk magtspil. Spændingsroman i subgenren "techno-thriller", hvor der er meget fokus på de tekniske detaljer.
Kaptajn Mark Brenner, en meget dygtig soldat, der arbejder for Forsvarets Efterretningstjeneste, er bosat i København og har familiære relationer til både Kenya og England. For et år siden var han på en hemmelig mission til Kenya. En hændelse i København, hvor Marks computer stjæles, viser sig at have relation til Kenya-missionen. Så Mark må tilbage til Kenya igen. Det viser sig at firmaet Compita, som Marks far ejer, har forsket i digitalt liv efter døden. I den sammenhæng har man brug for et helt specielt stof, som man kan finde i Kenya. Nu må Mark grave dybt i sagen, en sag hvor Brenner-familien spiller en central rolle og en sag, hvor mennesker bliver slået ihjel, for at skjule sandheden.
Basalt underholdende spændingsroman, hvor delen med de digitale liv giver det ellers klassiske plot en fin kant. Desværre er bogen lidt skæmmet af en del sproglige fejl, men underholdningsværdien er fin.
I den danske Kongetro : spændingsroman spiller politik, mord, familierelationer og hemmelige missioner også en central rolle. I forhold til techno-thriller som subgenre er det oplagt at læse bøger af Michael Crichton.