På flugt fra myndighederne støder barbaren Conan på den sorte kysts dronning, som har sine helt egne planer med ham. Conan får god brug for sit sværd, da de to sammen drager på jagt efter et forsvundet sagnrige med umådelige rigdomme. For alle yndere af Sværd og Trolddom-tegneserier.
Robert E. Howards Conan-figur har tidligere været omsat til tegneserieform adskillige gange, ligesom der er lavet flere spillefilm med figuren. Det er første gang, et fransk forfatterpar har forsøgt sig med en tegneserieudgave af Conans eventyr. Morvan (Splint & Co., Konvojen) og Alary (Silas Corey) har begge tidligere fået udgivet tegneserier på dansk. Den nye serie får nyt forfatterpar for hvert album og er indtil videre planlagt til at omfatte 3 bind.
Conan-figuren stammer helt tilbage fra 1932 og har klassikerstatus inden for den gren af fantasygenren, der kaldes Sværd og Trolddom. Hovedvægten i beretningerne om Conans oplevelser ligger på dynamik og action, hvilket giver Alary optimale muligheder for at udfylde billedsiderne med helsides kompositioner, brudte billedrammer, perspektivforvrængninger og lignende grafiske overdrivelser. Selve historien om en farlig skattejagt og om udødelig kærlighed er ikke original, men den grafiske udfyldelse af rammen er til gengæld glimrende udført.
Historierne om Conans bedrifter har tidligere affødt glimrende tegneseriekunst, bl.a. i Roy Thomas ́og Barry Windsor-Smiths udgave (på dansk i 1978-80).