Bøger / faglitteratur til børn

Cowboys


Beskrivelse


Billedbog. Om cowboy-liv, blandet fagligt stof, små anekdoter, opgaver, danse og sange.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. juli 2010

af

af

Jesper Holtoug

d. 19. juli 2010

Cowboys hører til en forlagsserie af billedfagbøger for førskolebørn - primært aldersgruppen 4-5 år. Bogen blander fagligt stof, små anekdoter, opgaver, danse og sange i en uhøjtidelig og let tilgængelig hygge-lære-bog. Bogen skal nok i kraft af sit tema og appetitlige ydre af sig selv lande hos små drenge-læsere uden videre kampagnearbejde. Bogen vil helt klart fungere bedst i hænderne på barn og voksen sammen.

Billedfagbogen består af korte, enkle tekster med små faktablokke og super simple opgaver. Det hele fortælles af en drenge-cowboy og hans hest og ledsages af farverige stregtegninger, der er afpasset aldersgruppen: tilpas nuttede, realistiske og lette at afkode. Der stilles ikke store krav til modtageren og der er helt sikkert ikke mange overraskelser i bogen her, men dette er næppe heller hensigten. Derimod er der hyggelige lege-opgaver og sikkert også lidt ny viden i den lille fagbog.

Der findes efterhånden en del billedfagbøger på markedet, der ligesom denne, udgør en genre midt imellem sjov og alvor, læring og underholdning. Den her omtalte serie adskiller sig ikke nævneværdigt fra disse.

En sød og let billedfagbog for førskolebørn - nok især drenge - der har hang til cowboy-verdenen. Hverken nytænkende eller overraskende, men moderat underholdende. Underholdning, lege, sange og småopgaver blandes med små doser faktuel oplysning. Der er både alvor og sjov i bogen - mest sjov.



Informationer og udgaver