Cd-rom. Det vilde kørespil Crazy taxi (CT) kan om noget spil kaldes for en klassiker. Det startede som et betalingsspil i spillehallerne og forsatte sin succes på de største konsoller Dreamcast, PS2 m.m. og senere også pc. PS2 udgaven fik bibliotekerne tilbudt i 200129. I spillet kører man som taxichauffør og jo hurtigere og vildere man når frem til målet, jo mere tjener man på turen. Det gælder om at nå flest antal ture inden for et fastlagt tidsrum og samtidig tjene mest muligt på turen. Der gives fire forskellige typer af chauffører at vælge imellem, de har hver deres tøjstil og smarte bil, men i trafikken mærker man nærmest ingen forskel på dem. Man har ikke mulighed for at spille multiplayer, men som spillet er opbygget lægger det op til at man hele tiden skal konkurrere mod sig selv eller andre om at nå den højest mulige score. Ingen, hverken biler eller personer, kommer til skade. Om man spiller Cracy taxi på pc eller PS2 kan være hip som hap, det er fuldstændig identisk, med den ene forskel for pc-ejerne, at de skal bruge piletasterne til at styre. Da bilernes bevægelser er meget simple har det dog ingen særlig betydning, for man lærer hurtigt at kontrollere køretøjets bevægelser på den måde. Opskriften på Crazy taxi's succes er, at det er så simpelt at enhver kan finde ud af at spille det og samtidig så skingrende skørt, at de fleste vil more sig. Efterhånden virker det dog noget bedaget med den kantede grafik og måske lidt for enkle opbygning. Har man aldrig prøvet Crazy taxi venter der et par sjove aftner forude, men for vi andre er der absolut intet nyt under solen i denne pc-version. Det kan spilles af alle der kan betjene piletasterne, fra ca. 7 år. Sprog: engelsk.