"Jeg tilstår at livet er underholdende nok i sig selv, hvis bare man har en internetforbindelse og en ven, der kan informere én om testikelreflekser og andre vigtige ting." En roman om kærlighed og om at være okay, for unge læsere, nok især piger.
Den pligtopfyldende enspænder Karla flytter til Odense for at studere journalistik. I Odense møder hun den impulsive og temmelig upålidelige Viktor, som hun lader flytte ind på sit kollegieværelse. Nu har Karla to venner, Søren og Viktor. Men da hun møder den mystiske Jakob, bliver hun forelsket og har sex for første gang. Er den økologiske og safranspisende Jakob den rette for Karla, eller er hendes crazy kærlighed lige for øjnene af hende? Bogen er krydret med tilståelser, såsom "jeg tilstår at jeg vil begæres". Dette er Laura Ringos debutroman.
Dette er en underholdende og underfundig ungdomsbog, om at være okay som man er. Om at finde sig selv i relation til andre, at blive voksen og at skulle/ikke skulle leve op til andres forventninger. Men også om at finde ud af hvad ens egne forventninger består af? Skal man please andre eller sig selv, og hvem kan man stole på? Måske er den mest upålidelige, alligevel den man kan stole mest på?.
Sex, identitet og kærlighed er ikke ukendte faktorer i ungdomslitteraturen. Med sit strøg af sarkasme og humor, minder herværende udgivelse mig om Caitlin Morans Sådan opfinder man en pige, sat i danske rammer.