De populære fremstillinger om D-dagen af Paul Carell, Michael Howarth og Cornelius Ryan er efterhånden meget gamle. Af nyere titler er der kun:D-dag: Optakten, dramaet og efterspillet, 2001 som er ret kortfattet. Nu kommer så den helt store gennemgang af slaget. Bogen er underholdende og spændende især på grund af det meget store antal beretninger som forfatteren har samlet. Han virker engageret og formidler stoffet på en lettilgængelig og letlæst måde. På dansk er der af forfatteren tidligere kommet: Kammerater i krig, 1993 som også er blevet filmatiseret. Jeg er ikke i tvivl om at den vil have en stor lånerskare. Bogen dækker hele forløbet fra de tidligste forberedelser til afslutningen, men gør specielt meget ud af soldaternes beretninger set fra begge sider. Der sluttes med ordliste, noter, litteraturliste med engelsksprogede titler og stikordsregister. De sort/hvide samtidige fotos fylder ikke meget.