Da Higginbottom tabte sin skygge

Så er de der igen: hele banden og lidt til fra plimsolleren S/S Mongolia. 2.bind er akkurat lige så morsom som Satans til Higginbottom, selv om den kører så perfektibelt på skinner, at den er klassisk i genren, før den er anmeldt. Ungermanns tegninger bekræfter påstanden. Der er smæk til det højreste højre og venstreste venstre og med de bølger af humor, der får en naiv, måske, læser til at tro på, at der er en spinkel chance for fortsat liv midt i vanviddet fra Det hvide Hus over Watergate og fra Kreml over sindssygeanstalterne til den slagmark, der p.t. er generalprøve på magtspillet mellem vore dages vanvittige. (Gid vi ikke må fryse i vinter!). Selv om det er Higginbottom som taber sin skygge i fortsættelsen, så skinner solen så rigeligt på de andre medvirkende, at der er plads til sund latter. Kaptajn Beton med det kløende træben og den trofaste hund, Polonius, der er med i skibsrullen, er lige ved at slå Higginbottom som hovedperson. Det 14. kapitels overskrift annoncererafslutning på beretningen om Higginbottom - men alligevel - som skrevet står: »Ingen kender mr. Higginbottoms planer«, så det kunne jo være, at der kom en afsluttende runde. Tænk om Mother China velsignede den brave advokat med en arving. Mindst samme eksemplartal som på 1. del.

Læs hele vurderingen