Denne billedbog er for de største billedbogsbørn i alderen 5-9 år. Jeg tror, de vil fascineres af de smukke illustrationer, og ligeså vil den voksne oplæser.
Efter nogle års pause kommer her den femte udgivelse på dansk af det tyske makkerpar Fänger og Möltgen. Emnet er verdens skabelse, som den beskrives i Bibelen, og der lægges i undertitlen vægt på, at der er tale om en myte på linje med andre religioners skabelsesberetninger. Der fortælles om, hvorledes Gud skabte dag, nat, sol, måne, planter, dyr osv. Sproget er godt, og bidrager i høj grad til en god "mytisk" stemning. Denne hjælpes også godt på vej af Ulrike Möltgens farverige, smukke og spændende papirklip. Smuk og tiltrækkende forside. Der afsluttes med henvisning til skriftstederne i Bibelen, og der forklares lidt om skabelsesberetningen og syndefaldet. Spændende og smuk fortolkning af skabelsesberetningen.
Da verden blev skabt henvender sig til de største billedbogsbørn. De fleste andre om samme emne henvender sig til lidt yngre børn, ofte med rimede og kortere tekster. Ordet, 2010, af Kirsten Ahlburg har nogenlunde samme målgruppe, men er til selvlæsning.
Smuk og interessant tolkning af Bibelens skabelsesberetning for de største billedbogsbørn, som skiller sig ud fra de øvrige udgivelser om samme emne.