Bogen er en blanding af gys, horror, thriller og almen uhygge, der udspiller sig i en dansk landsby, hvor tingene på overfladen er idyl. Til læsere af genren.
Forfatteren bevæger sig i horror-genren og har tidligere udgivet gyseren Let bytte, 2006 for unge og splattergyseren Jack the Rippers lærling, 2011 for voksne. Sværdet fra Odin, 2007 handlede om det danske heltesagn om Kong Vølsungs børn og skiller sig ud fra resten af forfatterskabet. Hun er stærk i beskrivelsen af uhygge og ubehag, god til at opbygge en spændingskurve og at dosere handlingen til den uafvendelige slutning. Forsidens gustne blodrøde og -dryppende fugle/dæmon skelet er effektfuldt. Bagsideteksten er lidt kedelig leksikal, men åbner man bogen og læser den adrenalinpumpende prolog, suges man ind i historien. Den handler om psykisk ustabile Isabella, der flygter til en landsby og en veninde, fordi hun plages af angst og en voldelig kæreste. Men det går helt galt, og gruen eskalerer i det hjemsøgte hus.
Minder om forfatterens øvrige horror-bøger for voksne og om koryfæer som Koonz og King og især for denne titel klassikeren Rosemarys baby pga. emnesammenfald.
Effektiv horror og gyser-roman om dæmoni og besættelse. Anvendes til genrens læsere, voksne og store unge, der kan tåle mosten.