Kortroman der skildrer en ældre mands kamp mod ensomhed og sult i en tørkeramt kinesisk landsby. For læsere med interesse for verdenslitteratur, fabler og Kina.
Da en længerevarende tørke tvinger en landsbys beboere til at flygte, bliver en 72-årig mand, som den eneste, tilbage i den tomme by i selskab med sin blinde hund. Dag efter dag må den svage, ældre mand kæmpe mod naturens elementer for at beskytte sig selv, sin hund og sin majsplante. Yan Lianke er en af Kinas mest berømte nulevende forfattere.
En fabel præget af både realistisk tyngde (naturkræfter, sult og fattigdom) og eventyrtræk (hunden og planten har menneskelige egenskaber). Historien er åben for fortolkning og fortæller om et menneskes møde med naturens magter og den eksistentielle ensomhed og er meget poetisk og velskrevet. Der er stor interesse for kinesisk litteratur, og dette er en stemme, man bør kende.
Yan Liankes Solens død er også nyligt udkommet på dansk med både magiske og realistiske elementer. Det magiske i historien leder tankerne hen på Salman Rushdie og Gabriel Garcia Márquez.