Dagene, drømmene

Autofiktivt langdigt om en bipolar mand, som snart kæmper med livslede, snart beruses af lykke. Til læsere af filosofisk poesi om jegets kontinuitet.

Fjerde og selvstændige bind i Fauths serie om sit liv med tanker om - i flæng og bl.a. - de familiære relationer med skilsmisse og forholdet til børnene, nyforelskelse(r), cykling, Schopenhauer og filosofi, musik, selvhad, angst og spiseforstyrrelse. I denne prosapoetiske fortælling kredses særligt om sønnen Thorbjørn og jegets stormende forelskelse i en ung kvinde, mens jeget kæmper sig tilbage til livet efter et sammenbrud. Jeget er splittet mellem maniske perioder og depressive nedture med selvmordstanker, mellem "dagene, drømmene". Jegets sammenhæng midt i alt dette er den råde tråd gennem fortællingen, som det fremgår af de indledende linjer: "Du lukker bare røven! // Echo // Doraaaaa? Er du der? (…) Hvem? // Dig! // Mig? // Ja // Det lyriske jeg? // Nej! // Ja? // Aner det faktisk ikke".

Heftigt digt. Teksten er i sig selv strittende sammensat af prosalyriske passager fra nutid og fortid, citater fra litterære og filosofiske forbilleder samt prosatekster med bl.a. "readymades" og "naturpsykoser". Man læser de mørke bekendelser ud i en køre.

For mere autofiktiv poesi om og af mænd, som skriver om familiære relationer og inddrager områder fra det akademiske felt, se den tidligere kunstprofessor Claus Carstensens skrifter, fx S.T..

Læs hele vurderingen