Samtidig udgives fire små bøger med gendigtning af de græske myter, således at serien nu omfatter otte titler. De fire bøger indeholder fra en til tre myter, i alt otte. De hører alle til det kendteste mytestof med historier om navne som Perseus, Midas, Orfeus, Pandora, Prometeus, Theseus og Dafne. Teksten er bearbejdet, så den kan læses af 10-12-årige, og det er gjort, så det hverken går ud over spænding eller detaljerigdom. På få sider får man i et godt og til tider kynisk sprog som nu eventyr kan være fortalt de herlige historier. De medfølgende stregtegninger, og dem er der mange af, har samme præg. Bøgerne er velegnede til emnesæt, læsekurser eller bare til fritidslæsning for aldersgruppen, hvor læsning gerne skulle åbne hele verden.