Wii. Musik/dansespil. Sprog: engelsk. PEGI: 3+. For børn (piger) 5-12 år.
Den populære "Dance dance revolution" (DDR)-serie har været på markedet i over 10 år. Man kunne møde det i arkadehallerne og senere i mange udgivelser til alle platforme, flest til playstation. I denne udgave er det de kendte piger fra det populære Winx club magasin, der er hovedpersonerne. Det vil sige Bloom, Stella, Layla osv. Men gameplay er stort set, som det altid har været. Spilleren skal følge rytmen i sangene ved at "danse/træde/hoppe" i bestemte områder på den trykfølsomme måtte. Der er også armbevægelser med wii-fjernbetjeningen, som helst skal følges. Danseren instrueres med pile og andre ikoner, som løber over skærmen i takt med rytmen i sangen. Winx-pigerne danser med. Det lyder måske nemt, men er det bestemt ikke. Men sværhedsgraden kan heldigvis varieres! Der er bl.a. mulighed for at spille single, battle, tutorial og den klassiske work-out, som virkelig giver sved på panden. Det grafiske udtryk er lyse, klare farver i enkel tegneseriestil og ret anonyme baggrunde. Animationer fungerer glidende.
Sammenlignet med andre DDR-udgivelser, så er denne på stort set samme niveau. Winx-sangene er dog en smule mere anonyme end det sædvanlige hitliste materiale.
Spillet er ikke nyskabende i genren, men konsoliderer serien med det kendte og velafprøvede gameplay. Det er fængende og hårdt, men kan ikke helt beskrives som dans - mere som en slags work out. Målgruppen er preteens-piger og de får fuld valuta i gensynet med deres favoritter fra Winx Club.