Denne sværvægter af en udviklings- og kunstnerroman, der har selvbiografiske træk, er fra 1977. Titelpersonen vokser op i det landlige England i 30'erne, studerer i Oxford i 50'erne og havner i 70'erne i Hollywood. DM er en begavet dramatiker men driver med strømmen og opnår en vis succes i "Illusionernes by" som manuskriptforfatter til middelmådige film. Han bliver kaldt hjem til en ungdomsvens dødsleje i Oxford og tvinges til at tage sit liv og sit arbejde op til revision. Den lærde JF byder på det højere akademiske skoleridt med mange og lange intellektuelle diskussioner og refleksioner samt litterære hentydninger. Som bekendt er han en sand ordkunstner, og der er saft og kraft f.eks. i skildringen af barndommen og af kvinderne i DMs liv. Den bredt fortalte roman giver fine tidsbilleder af universitetsmiljøet og af 70'erne, hvor dog debatten om marxismen idag virker fjern. Bogen vil næppe som Den franske løjtnants kvinde nå et stort publikum. Dertil rummer den nok for lidt alment drama. En tætskrevet tykkert for trænede læsere.