Forfatteren er ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet. Efter et 20-siders kort rids gennem Danmarkshistorien omtales - landsdel for landsdel - 209 forskellige danske historiske lokaliteter og bygninger - fra det første spor af mennesker og helt frem til 18. maj-episoden på Nørrebro i 1993. Ud over Danmark beskrives historiske mindesmærker i Sydslesvig, Skåne, Halland og Blekinge. Under hver landsdel gennemgås først særlig berømte steder og bygninger med tilhørende landsdelskort og detailkort og med en alfabetisk oversigt over de efterfølgende steder, der får en lidt mindre tekstlig omtale. Teksten er letlæst, stringent præsenteret og rummer - ud over de topografiske og historiske beskrivelser - aktuelle oplysninger om f.eks. museernes åbningstider, vigtige årstal og faktabokse med særlige historier og korte biografier. Stoffet er smukt illustreret med over 250 farvefotos. Bogen fungerer både som en hurtig opslagsbog og som en god håndsrækning til turplanlægning primært i Danmark.