Dette er bind 3 i serien om Maria. Hun er født 1930, og vi følger i bind 1 hendes barndom og tidlige ungdom i grænselandet før og under 2. verdenskrig. I bind 2 oplever Maria hvor svært det er at finde en identitet, når ens baggrund trækker i forskellige retninger, og her i sidste bind finder vi hende i Århus, hvor hun bor sammen med sin lille søn Simon og af og til barnets far, den medicinstuderende Johan. Maria arbejder som lærer samtidig med, at hun skriver speciale i tysk litteratur. Birte Blønd skriver rigtig godt, så godt at læserens opmærksomhed holdes, selvom der ikke foregår det store i historien. Vi er fremme omkring 1960, normerne ændres, friheden ligger lige for. Ikke fordi Maria nogensinde har adlydt regler, men hun konstaterer et sted, at nu har hun kæmpet mod normerne så længe, at de er begyndt at virke. Skarp og genkendelig iagttagelse. Maria kan ikke finde ud af det med mændene, Johan flytter og har en energisk affære med en dulle, følelser flammer op mellem Maria og hendes gamle kærlighed Tor og hun opsøger sin ungdoms kærlighed i Oldenburg, altsammen skildret som i en god og lidt gammeldags kærlighedsroman. Det hele rundes pænt af med håb for en positiv fremtid med Johan og med hendes mor installeret i en pensionistbolig i Sønderborg. Det er en sympatisk bog, retter sig nok mest til de læsere, der er af samme årgang og måske har en baggrund som hovedfiguren.