Februar 1945 fandt det store luftangreb på Dresden sted. Den 12-årige Johanna er i cirkus med en veninde, og de to små piger søger at komme hjem gennem det brændende inferno. Venindenforsvinder under en brændende bygning og Johanna falder udmattet om i en park, hvor en venlig mand, leder af et børnekor, der med sine børn har søgt tilflugt i parken, tager sig af hende. Næste dagnår Johanna hjem - søsteren er dræbt og moderen sidder lammet af chok på trappen. På cykel leder Johanna sin mor ud af byen ud i bjergene til korlederen, hvor de falder lidt til ro i sikkerhed ogtryghed. Moderen er dog stadig chokramt, og gennem korlederens forbindelse med en professor i Praha - der også er en god ven af Johannas far, en kendt arkæolog, død i krigens første år får Johannasin mor anbragt på en psykiatrisk klinik dér, mens hun selv bor hos professoren de sidste måneder af krigen og bliver "et lys i hans livs aftenstund". Men ved befrielsen af Praha jages og dræbesJohanna og hendes mor afhævntørstige tjekker. Bogen har været en stor succes i Frankrig og sammenlignes på omslaget med Anne Franks dagbog, men det kan jeg ikke gå med til. Den er ikke på nogenmåde så menneskeligt rystende og bevægende som de selvoplevede beretninger fra krigen, der er kommet gennem årene. Barnet Johannas sprog og tankegang er unaturligt voksent og fortænkt, selv medmargin for omstændighederne. Og der er en uhyrlig historie med, at professoren har opklaret det kretiskmykenske alfabet (Linear B) allerede under krigen, men en ondskabsfuld husholdersketilintetgør hans manuskript og dermed beviset. Ingen af personerne lever rigtigt, synes jeg, og det er kun allerførste del, Johannas vandring gennem Dresden i bomberegnen og brandene, der lever optil bogens titel. En nok læsevenlig bog om krigen set fra den civiles side, men ikke nogen ny Anne Frank. God tydelig typografi For alle typer af lånere.