Omfattende og gennemarbejdet opslagsbog over danske talemåder (idiomer) indsamlet i perioden fra sidst i 1980'erne og op til nu og med et righoldigt udvalg af eksempler fra især nyere dansk litteratur, aviser, ugeblade og reklametekster. Opstillingen er alfabetisk efter det første navneord i talemåden, og der er righoldige henvisninger til andre versioner. Foruden selve "oversættelsen", der ofte findes i flere formuleringer, indeholder hver post en række navngivne citater med brugen af talemåden, en angivelse af stillejet: slang, daglig tale, skriftsprog samt en datering af oprindelsen så vidt muligt ud fra autoritative kilder som ODS og Kalkars Ordbog til det ældre danske sprog. Endelig er der ofte en kommentar, der gør rede for, hvordan talemåden er opstået, samt en oplysning om, at den kan være ved at forældes. Teksten er krydret med illustrerede eksempler hentet fra reklamer, foldere og avissatirer. Omfanget (både antal indførsler og eksempler) er væsentligt større end Mikkelsen: Idiomordbog Gyldendal, 1993 (2. opl.). Tiltalende og let at bruge og vil uden tvivl være et fund for f.eks. udlændinge, der skal tilegne sig vort sprog, og for alle sproginteresserede i øvrigt.