Oprindelig henrykkede Frank Jæger sit publikum med sine lette og yndefulde strofer, bag hvilke man ubevidst fornemmede en vis smerte og disharmoni, der efterhånden bliver tydeligere og tydeligere i hans kunst. Således viser han sig i sin sidste bog fra sin mest bitre og misantropiske side. Danskere, med undertitlen Tre fortællinger af fædrelandets historie (det historiske er kun et skalkeskjul), fortæller om dette at være dansk, at leve i en nation af barbarer, både i sit emnevalg og indirekte gennem den sproglige tone. Jæger er altid en stor artist, og det lette strøg af pastiche passer som hånd i handske til hans stil, der her har mindelser om både Blicher, Herman Bang og Karen Blixen. Disse tre historier er hver for sig fremragende, men med hensyn til den udvikling, kritikerne altid efterlyser hos Jæger, stiller sagen sig mere problematisk. For den første Didrik, og halvdelen af den anden, Degnen, viser sig at være skrevet allerede i 1959 og findes begge udgivet somprivattryk.