Dette bind i serien Verdenskrigene dækker 2. verdenskrigs sidste år. Bogen er anvendelig og velbearbejdet og kommer igennem mange historiske aspekter, men jeg synes, at det britiske forlæg præger på en faglig lidt uheldig måde i form af en skævvridning i prioriteringen af stoffet, der disharmonerer med bagsidens løfte om solidt overblik. Når fremstillingen selv pointerer, at det var i øst tyskerne blev knækket, og der opgives allierede tabstal på 8 mil. russere mod "kun" 550.000 vest-allierede, så kan det virke proportionsforvridende, at indholdet ikke i højere grad disponeres i overensstemmelse hermed. Krigen mod Japan, Vesteuropa og Italien beskrives detaljeret og grundigt, mens f.eks. de afgørende kampe 1943 i øst efter Stalingrad affærdiges med 10 linier, og den betydningsfulde partisanaktivitet i Sovjet knapt nævnes. I forhold hertil synes dækningen af Englands perifere kampe i Burma vel rigelig. Layoutet er indbydende og består af illustrative s/h fotos, kort plus øjenvidneskildringer og udvalgte begivenheder m.m. på kolorerede felter. Den danske synsvinkel tilgodeses med vidneudsagn og tilføjede relevante oplysninger. I bogen slutning fremkommer der fine analyserende problematiseringer omk. atombomben og krigens retfærdighed, men ellers er det naturligt nok mest de store linier, der præger. Fra 13 år.