"Find hellere en anden bog" - "vil afgjort lede artige børn på afveje" - "boblere af kradsbørstige bandeord" lyder advarslerne på bogens bagside. Helt fint, så går man ikke galt i byen, for bandet bliver der! Badut, bramfri bokser, møder frøken Putte, og så bliver de gift. Bagefter tager de en taxa hjem - og laver en masse unger. Nu må Badut bande i en affaldssæk, ellers bliver Putte gnaven. Der går en tid indtil sækken revner med et BRAG, og så hvirvler tusinde ord mellem hinanden, både lort og sgu og røv og nøgler. Det smitter, så Puttes yndige mund bander som en slagterhund, og børnene og katten med: "Pissegodmorgen, og hum jer lidt, nu' det saftsuseme sommer." Alt med formfuldendt banden uden vaklen. Odgaard Iversen tilføjer i vanlig stil lige så fløjtende skøre tegninger, der gør arbejdet færdigt. For rime- og bandeglad ungdom fra 3-4 år og helt op til 10-11 år, deres voksne ikke at forglemme, der bliver pillet ved et par tabuer og vendt et par fordomme; jeg tror egentlig ikke, det vil føre til mere banderi - måske tværtimod! Humor og livsglæde må have meget på samvittigheden. Fikkedik og Falderina af Marianne Iben Hansen og Bodil Molich bliver hermed overgået.