Geopolitiske intriger, penge og efterretningstjenester er altid godt stof. Hans Jakob Helms fører her læsere af politiske thrillere fra Nairobi over Washington til Thule.
En ung medarbejder i Udenrigsministeriet, Oscar K. Sonne, bliver sendt til Nairobi for at hente liget af en ung grønlandsk mand, som er blevet myrdet i en park i byen. Sagen viser sig snart at ligge langt fra det forventede drab på en naiv vesterlænding som er blevet lokket i døden af en såkaldt "lovebird", for Masaana var ikke en elskovssyg yngling. Han var en seriøs ingeniørstuderende fra det "yderste" Thule, som var kommet på sporet af en frygtelig hemmelighed om hensynsløs udnyttelse af hans hjemland. Oskar ser sig snart hvirvlet ind i en international intrige, som han ikke kan overskue.
Helms har et dybt kendskab til grønlandske forhold. Han har flere andre bøger derfra bag sig, og han har desuden en god fornemmelse for intriger og diplomatisk rænkespil. Han skriver godt og håndterer det vanskelige plot med overblik og kontrol, men personerne mister dybde som handlingen skrider frem, og slutningen afvikles lidt hastigt.
Thulebasen er scene for andre nyere gode thrillers, fx En anden tid. Christina Rosendahls film "Idealisten" har også fat i spørgsmålet om, hvad der i virkeligheden foregik på Thulebasen under den kolde krig.