I 1975 rykker den unge betjent Jo Hamilton ud til et husspektakel, der får alvorlige konsekvenser, og husets to små piger ender på børnehjem. I 1985 forsvinder den ældste pige sporløst, og i 2015, få dage inden Jo skal på pension, findes resterne af en kvinde. For læsere af krimier med fokus på opklaring.
Jo Hamilton er forholdsvis nyuddannet i 1975, hvor hun kører ud til et husspektakel. Det ender fatalt, da en brand i huset tager livet af moren og faren, og Jo må køre deres to piger Holly og Daisy på det lokale børnehjem. I 1985 forsvinder Holly sporløst, 10 år efter en anden ung pige fra børnehjemmet gjorde det samme. Sagen forfølger Jo helt til 2015, hvor de jordiske rester af en kvinde findes, få dage inden hun skal starte sin pensionisttilværelse. Samtidig lever Hollys søster Daisy stadig med sorgen over og uvisheden omkring, hvad der egentlig skete med hendes søster. Nu starter en kamp mod tiden for at finde ud af hvad der skete. Bogen fortælles ud fra de involverede kvinders perspektiv. Både fortid og nutid.
Meget velskrevet krimi, hvor fokus er på opklaringen og på kvinderne i bogens historie. Den folder sig langsomt ud for læseren og man får personerne helt ind under huden.
Clemence Michallons Den tavse gæst er også en krimi med fokus på opklaring, og hvor fortællingen udelukkende foregår fra kvindernes perspektiv.