De kalder mig ulven

En ung mand hjælper sin far med at pakke sin lejlighed ned, da han, efter 40 år i Norge, vil flytte tilbage til Pakistan. Det får den unge mand til at tænke på sin egen opvækst og sit liv som voksen. En stilfærdig og bevægende fortælling om maskulinitet, kultur og identitet. For læsere af ny litteratur.

Romanens hovedpersons far bliver smidt ud af sin almene lejebolig, og i stedet for at blive omhuset ønsker han at flytte tilbage til Pakistan og blive gammel der. Sønnen skal hjælpe med det praktiske omkring flytningen, og mens de pakker lejligheden, fortælles i tilbageblik historien om en barndom mellem to kulturer, hverdagsracisme og den konstante jagt efter at have det samme (eller måske endda mere) end alle "de andre".

En meget bevægende fortælling om at vokse op mellem to kulturer som barn af en pakistansk migrantarbejder og en norsk arbejdermor. Hovedpersonen ser som voksen mønsterbryder tilbage på sin barndom og undersøger sin egen kulturelle historie og identitet med stor ømhed. Den voksnes blik på sine forældre skrives frem på en meget vedkommende måde. Karaktererne er levende og nuancerede, og det er svært ikke at falde pladask for faren, der dog ikke er til stor hjælp i nedpakningsprocessen.

Kan tematisk sammenlignes med ÅreneBetonhjerterNøjsomheden, der også handler om mønsterbrud. Betonhjerter og Nøjsomheden beskriver også livet i udsatte boligområderKan tematisk sammenlignes med Årene, der også handler om mønsterbrud. og Nøjsomheden beskriver også livet i udsatte boligområderKan tematisk sammenlignes med Årene, der også handler om mønsterbrud. Betonhjerter og beskriver også livet i udsatte boligområder.

Læs hele vurderingen