Med sine papirklip, fotos og småfilosofiske tekster kan denne bog bedst læses som en billedbog for voksne.
Papirklipperen Torben Jarlstrøm Clausen har klippet 10 væsener fri af papiret. På nær en er de symmetriske og præsenteres på første side med palindromnavne på 3 bogstaver. De er dernæst placeret i hvert deres landskab, smukt fotograferet af Karen Relster og ses på helsides fotos i sne, skovbund og på stranden. Teksten er de klippedes - læs befriedes - tale til læseren om godt og ondt i livet, og med det hovedbudskab at alle har ret til et godt liv. Projektet virker meget gennemført i sin udførelse, der også tæller en udstilling i H.C. Andersens Hus i Odense og et website www.deklippede.dk.
Torben Jarlstøm Clausen kendes ikke fra andre bøger med papirklip, og bogen kan med sin kombination af fotos, klip og filosofi ikke rigtig sammenlignes med andre.
Man både undres og fascineres af denne billedbogs særegne klippede univers, der med sine underfundige tekster henvender sig til den voksne læser.