Bøger / skønlitteratur til børn

De nye flodheste


Beskrivelse


Billedbog om flodhestesamfundet. To nye flodheste dukker op. Da ungen lærer de andre unger at lave flotte spring i havet fra vippen, vil de gerne lege med ham.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. apr. 2003

af

af

Else Lerche

d. 10. apr. 2003

Dette er Lena Landströms tredje billedbog om det lille flodhestesamfund. I 2001 kom De små flodheste på eventyr. To nye flodheste dukker op, en mor og en unge. De andre flodheste ser på dem med stor skepsis. Men de mestrer noget der gør at de accepteres. Ja man leder bekymret efter dem da de for en kort tid er væk. I sidste scene kommer igen nye flodheste. De mødes af skepsis, også fra de to senest ankomne. Teksten er skrevet i et mundret, dialogrigt sprog. Historien er tydelig nok, men den er fortalt i episoder der ikke bindes sammen til en egentlig fortælling. Tingene sker, men bevæggrund og følelser træder kun lidt frem, og derfor mangler både personer og handling liv. Noget af dette kan dog aflæses i de gode og tydelige illustrationer, fx er flodhestene ikke uden charme. Mange af illustrationerne er helsides, nogle med åben hvid baggrund, andre udfylder siden helt. Stregen er letaflæselig, akvarelfarverne er lagt dækkende på, grønne og brune farver dominerer, og sort er brugt til konturstreg. Børn, fra 3-6 år, der kender flodhestebøgerne, vil også tage denne til sig, især på grund af de iøjefaldende illustrationer.