Bogen henvender sig til børn i 2.-5. klasse og kan anvendes til træning af indholdslæsning, som en del af et arbejde med fantasygenren eller til fritidslæsning. I 4.-5. klasse kan eleverne evt. bruge miljøet til at skrive deres egne fortællinger. For 8-12 år.
Hovedpersonen Shishu leder stadig efter sin veninde, og det har bragt hende til en ørken, hvor solen brænder nådesløst. Midt i ørkenen ligger ruinerne af en by fra tiden før den store krig. De onde samuraier vil have fat i indbyggerne, der lever under jorden. En stor hær er på vej og et opgør er uundgåeligt. Sproget og handlingens flow er rigtig godt til målgruppen og sværhedsgraden bør ikke give anledning til problemer. Teksten og mangategningerne arbejder godt sammen om at skabe en dyster efter-krigs verden, som børnene må forsøge at overleve i. Illustrationerne kan også hjælpe de svage læsere i at fastholde indholdet. Layoutet gør serien Shishu nem at identificere. Bøgerne bør læses i rækkefølge.
Mellemtrinnets fantasy læsere kender sikkert serien: Kimura og om vilde Mille, der begge foregår i lignende miljøer, hvor fremtid og historien er blandet. Der er intet, der tyder på at markedet er mættet.
Seriens fans vil glæde sig over bogen, der holder niveauet fra de tidligere udgivelser.