Kendetegnet for Brigitte Blobels romaner er, at de behandler alvorlige temaer fra store børns og unges liv. Denne ungdomsroman handler om 14-årige Kitty, der er psykisk syg. Hendes forældre er i hendes øjne strenge og uforstående. De lever et meget regelmæssigt liv, og Kitty reagerer destruktivt med en livstræthed, der fører til pjækkeri fra skolen, ligegyldighed og angstanfald. Kammeraten Simon får ondt af hende og forsøger at hjælpe, men først da hun efter sit tredje selvmordsforsøg bliver indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling, begynder hun langsomt at få det bedre. Det er en gribende og solidarisk fortælling om, hvor galt det kan gå, når man som ung føler, at man ikke får den nødvendige kærlighed og støtte til at håndtere modningsprocessen mod voksentilværelsen. Bogen er fortalt i et ligefremt sprog, og den kan læses fra 13 år.