Bøger / skønlitteratur / roman

De sataniske vers


Beskrivelse


Underfundig og respektløs satire over den evige kamp mellem det onde og det gode, med særlig drøje hug til den islamiske religion.

Anmeldelser (13)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. apr. 2019

af

af

Mogens Faber

d. 5. apr. 2019

Salman Rushdies nye roman handler om kampen mellem det onde og det gode, i bogens forløb symboliseret gennem diverse modstillede tvillingskikkelser, men i romanens konklusion indlagt som en kamp, der føres i den enkelte, en kamp der gennem forsoning med de iboende djævle kan lede til mild menneskelighed. Som ledetråd i bogen har vi to indiske andenrangsskuespillere, bosat i London. De er på vej tilbage til London. Saladin Chamcha efter en mislykket kærlighedsaffære, Gibreel Parishta på jagt efter sit livs kærlighed, bjergbestigersken Alleluiah Cone. Efter en flykapringshistorie, er flyet endelig på vej hjem over den engelske kanal, men brækker over i 10.000 meters højde. De to overlever faldt, lander på den engelske strandbred, men er forvandlede. Gibreel har fået glorie, altså englestatus, mens Saladin får bukkeben og klove, bliver den sataniske modpart. Det bliver i bogen optakten til et væld af historier, som der slet ikke er plads til at referere her. Kun dette, atdesomsamtidshistorier på kryds og tværs tager vor tids problemer op: fremmedhad, ensomhed og identitetsløshed, fundamentalistisk fanatisme, kampen mellem tradition og overfladisk konsum, det moderne menneskes forsøg på at finde et fællesskab udover det sexuelle i kærligheden. Det er fortællemæssigt en forrydende bog, hvor man som læser rives med af forfatterens humor og opfindsomhed - der af den danske oversætter er omplantet virtuost. Men det gælder om at holde på hat og briller, for romanen vrimler med skift i stil og underfundige detaljer. Altsammen elementer, som gør denne murstensroman til en af de vægtigste bøger i dette tiår. En roman hvor der konstant skiftes mellem lavt og højt perspektiv: hvor eksempelvis de sataniske vers, som hviskes profeten Mohound i øret af Satan (hvem ellers?) har deres lave parallel senere i bogen, hvor stemmekunstneren Saladin telefonterroriserer Gibreel med sjofle og platte sataniske vers for selv at komme til fadet hos bjergbestigersken.Bogenerblevet fordømt som kættersk af afdøde Ayatollah Khomeini. Det er den da også, hvis man er forankret i et mørkt, snæversynet tankesystem. Men den er det i et oplagt livtag for det andet livssyn, det menneskelige livtag med de mørke magter, der verden over har fat i os. Med henblik på bibliotekernes lånere må jeg tilføje at det er en bog, som åbner sig og som trods sit omfang og sine særpræg gennemgående kommer læseren i møde og fascinerer. En bog der både kan købes på grund af dens uimodståelige kvaliteter og på grund af aktuel efterspørgsel. Og vel også fordi vi ikke lader vores bogvalg diktere af religiøse hensyn. I følge loven, vores lov altså.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Mogens Faber

d. 18. dec. 2018

Salman Rushdies nye roman handler om kampen mellem det onde og det gode, i bogens forløb symboliseret gennem diverse modstillede tvillingskikkelser, men i romanens konklusion indlagt somenkamp, der føres i den enkelte, en kamp der gennem forsoning med de iboende djævle kan lede til mild menneskelighed. Som ledetråd i bogen har vi to indiske andenrangsskuespillere, bosat i London. Deer på vej tilbage til London. Saladin Chamcha efter en mislykket kærlighedsaffære, Gibreel Farishta på jagt efter sit livs kærlighed, bjergbestigersken Alleluiah Cone. Efter en flykapringshistorie,er flyet endelig på vej hjem over den engelske kanal, men brækker over i 10.000 meters højde. De to overlever faldet, lander på den engelske strandbred, men er forvandlede. Gibreel har fået glorie,altså englestatus, mens Saladin får bukkeben og klove, bliver den sataniske modpart. Det bliver i bogen optakten til et væld af historier, som der slet ikke er plads til at referere her. Kun dette,at de somsamtidshistorier på kryds og tværs tager vor tids problemer op: fremmedhad, ensomhed og identitetsløshed, fundamentalistisk fanatisme, kampen mellem tradition og overfladisk konsum, detmoderne menneskes forsøg på at finde et fællesskab udover det sexuelle i kærligheden. Det er fortællemæssigt en forrygende bog, hvor man som læser rives med af forfatterens humor og opfindsomhed -der af den danske oversætter er omplantet virtuost. Men det gælder om at holde på hat og briller, for romanen vrimler med skift i stil og underfundige detaljer. Altsammen elementer, som gør dennemurstensroman til en af de vægtigste bøger i dette tiår. En roman hvor der konstant skiftes mellem lavt og højt perspektiv: hvor eksempelvis de sataniske vers, som hviskes profeten Mahound i øretaf Satan (hvem ellers?) har deres lave parallel senere i bogen, hvor stemmekunstneren Saladin telefonterroriserer Gibreel med sjofle og platte sataniske vers for selv at komme til fadet hosbjergbestigersken. Bogen er blevetfordømt som kættersk af afdøde Ayatollah Khomeini. Det er den da også, hvis man er forankret i et mørkt, snæversynet tankesystem. Men den er det i et oplagtlivtag for det andet livssyn, det menneskelige livtag med de mørke magter, der verden over har fat i os. Med henblik på bibliotekernes lånere må jeg tilføje at det er en bog, som åbner sig og somtrods sit omfang og sine særpræg gennemgående kommer læseren i møde og fascinerer. En bog der både kan købes på grund af dens uimodståelige kvaliteter og på grund af aktuel efterspørgsel. Og velogså fordi vi ikke lader vores bogvalg diktere af religiøse hensyn. I følge loven, vores lov altså.


Politiken

d. 14. feb. 2009

af

af

Tøger Seidenfaden

d. 14. feb. 2009


Jyllands-posten

d. 25. sep. 2008

af

af

Jakob Levinsen

d. 25. sep. 2008


Berlingske tidende

d. 10. nov. 1989

af

af

Johan de Mylius

d. 10. nov. 1989


Kristeligt dagblad

d. 31. okt. 1989

af

af

Anders Raahauge

d. 31. okt. 1989


Kristeligt dagblad

d. 19. okt. 1990

af

d. 19. okt. 1990


Weekendavisen

d. 17. nov. 1989

af

af

Bo Green Jensen

d. 17. nov. 1989


Litteraturmagasinet Standart

årg 3, nr 5 (1989)

af

af

Robert Irwin

årg 3, nr 5 (1989)


Politiken

d. 20. dec. 1989

af

af

Thomas Bredsdorff

d. 20. dec. 1989


Svalebladet

1990, nr. 1

af

af

Brian Gronemann

1990, nr. 1


Jyllands-posten

d. 2. nov. 1989

af

af

Grethe Rostbøll

d. 2. nov. 1989


Weekendavisen

d. 18. jan. 1991

af

af

Bo Green Jensen

d. 18. jan. 1991