L.T., der er forfatter til flere af titlerne i serien Mysteriet om... præsenterer her et udvalg af såkaldt "skjulte dyr". De karakteriseres ved at de dukker op på steder, de ikke skulle, viser sig, selv om de er uddøde, og så er der nogle, der måske slet ikke eksisterer. Det er f.eks. den fynske løve og den jyske puma, den blå fisk, mammutten, pungulven, Big Foot, den afskyelige snemand, Loch Ness-uhyret og andre søslanger. Der er havuhyrer og sære skabninger som f.eks. Langhalsen, Havhesten, Havaben, Isachien og Mølmanden. Bogen afsluttes med omtale af tre dyr, der er opdaget siden 1970'erne: Megamouth, VU Quang-oksen og den europæiske sumpskildpadde. Det er en interessant og informativ bog, der pirker til læserens nysgerrighed og fantasi. Teksten, der kan selvlæses fra 5.-6. kl., understøttes af farvelagte tegninger og fotos. Skolebibliotekerne har titler, der omtaler en del af indholdet, men denne kan sagtens supplere de allerede eksisterende. Den kan primært anvendes til selvstændig informationssøgning fra ca. 5. kl. Den appellerende forside anslår indholdet udmærket.