Det er snart 20 år siden at Claus Dalby udgav en bog med samme titel De små juler 1986, som nok stadig lever på julemagasinerne. Siden har Gitte Schou Hansen blandt næsten et utal af inspirerende hobbybøger med papirklip og vinduesmaling udgivet mere end 20 titler med juleklip og pynt. De små juler indeholder festlige og lette børneegnede ideer til fornyelse af julepynten. Der klippes, limes, foldes, males og pyntes. Materialerne der bruges mest findes i de fleste daginstitutioner og mange børnefamilier. Det er pap, filt, rørperler, metallic piberensere og pailletter og pynt. Men der er også mulighed for variation med perler, øjne, stearinlys og kort. Der klippes traditionelle motiver som snefnug, julemænd, nisser, julesok, snemænd, engle, juletræer og rensdyr. Der bøjes stjerner og laves juletræer af piberensere, og så er der julekort med rørperler, adventslys og ideer til gaveindpakning. Med få undtagelser, som blå rensdyr og mulatengle i farvestrålende tøj, er modellerne søde og traditionelle. Alle vises i farvebilleder. Skabelonerne er i fuld størrelse og runde og lette at have med at gøre. Forklaringerne er enkle og instruktive. De fleste kan laves af børn fra 4 år med en smule voksenhjælp. Bogen vil i lighed med forfatterens andre bøger, herunder også De små klipper, maler og pynter, 2003, blive efterspurgt af børnehaver og småbørnsfamilier i julehumør.